VACANT POTENTIAL

 

Vacant Potential // Kunstpakhus Ikast
Nour Fog og Anna Samsøe præsenterer i udstillingen Vacant Potential en skulpturel lydinstallation. I et forsøg på at afdigitalisere lyd, har Nour og Anna produceret en serie keramik skulpturer, udformet til at forstærke ekko når lyde sendes igennem dem. Ud fra samme princip som ekkoet, der forplanter sig i det nærliggende materiale, vil digitale lyde formere sig i keramik skulpturene og i gentagelsen blive afdigitaliseret og akustisk igen.
Nour og Anna er interesseret i at diskutere et for dem vigtigt samtidsfænomen, hvilket er automatisering af mennesker og dehumanisering af elektronik. Ved at kombinere elektronik med keramikkens organiske former menneskeliggør de elektronikken og automatiserer menneskelige former.
Nye undersøgelser viser at komprimeret lyd mindsker hjernens aktivitet og akustisk lyd skaber en øget aktivitet og sætter flere hjernecentre i bevægelse. Mange bruger lyd som terapi, men er det en digital fil, vil den være komprimeret og undersøgelser viser at den samme reduktion sker med effekten. Lydende i udstillingen er udformet frekvens-specifikt og ud fra teorier om lydenes psykoakustiske indvirkninger.